Hvorfor bliver vi tiltrukket og fascineret af uhyggelige hændelser i fiktiv form? Hvad er det der gør, at vi ligefrem nyder at læse en roman eller se en film om en patologisk voldsforbryder, som vi ville være rædselsslagne over at møde i virkeligheden? Hvordan går det til, at personer, der ellers virker sunde og fornuftige, nyder det kolde gys, når vampyren blotter tænderne, når og psykopaten hæver øksen over (Misery) eller retter geværet (The Silence of the Lambs) eller klaverstregen (Cape Fear) mod et uskyldigt offers hoved? Og er offeret nu egentlig også altid helt uskyldigt?"-