Det var et skrækkeligt århundrede der fulgte den lune højmiddelalders økonomiske og kulturelle opblomstring, den der havde bragt Europa fra vikingetogter til gotiske katedraler (se "Dronning Edels Familie" og "Absalons Europa"). Det blev koldere. I de hundrede år fra 1250 til 1350 voksede Aletsch gletsjeren i Alperne med 3 km. Dyrkningssæsonen blev kortere, marginale jorder, højt mod nord eller i bjergområder, måtte opgives. Landbrugsproduktionen faldt og førte til gældskriser for konger og paver, til nye skatter, afgifter, aflad og bankkrak. I 1315 - 1317 druknede Nordeuropa i regn, høsten slog fejl flere år i træk, og det endte i en sultkatastrofe. Tyve år senere slog Den sorte Død bunden ud af samfundet. Omkring halvdelen af Europas befolkning døde af sult eller af pest.
Kronen faldt af de danskes hoved, men også af de tyske kejseres. Pavernes sejr over kejserne gav ikke den forventede gevinst, paverne måtte selv rykke i det "babyloniske fangenskab" i Avignon. Forsøg på at forlige kristendommens interne skisma, strandede på viljefaste, menige grækere. Det hellige Land gik tabt for altid, og tempelherrerne mødte deres endeligt på kætterbålet. England og Frankrig tog hul på en krig, der skulle vare i mere end hundrede år, og som lagde grunden til et evigt fjendskab. Men det førte ikke til en ny "sort middelalder" for Europa, Giotto malede i en ny stil, Dante skrev på toskansk, borgere fra flamske byer sejrede over blomsten af den franske adel, og schweiziske bjergbønder smed de tyske fyrster ud.